Historisk Beton
Allerede for 2000 år siden begyndte Romerne at bruge beton.
De berømte aquadukter, der forsynede og stadig delvist forsyner Rom med rent drikkevand er lavet af beton. Men det mest kendte og mest velbevarede betonbyggeri fra antikken er Pantheon i Rom. Templets imponerende kuppel fra 140 e.kr. er konstrueret i beton og står i dag præcis som for 1863 år siden, da det blev indviet.

Den antikke beton var lavet af brændt kalk, vulkansk aske, vand og knuste teglsten. Men også mere eksotiske ingredienser indgik i den romerske beton. Det var almindeligt at blande enten ymer eller okseblod i beton, da det øgede styrken. Det er ingredienser, man er gået væk fra i dag. Men eftersom en del af den antikke beton har præsteret at holde i 2000 år indtil videre, kunne det måske være en ide at genoptage traditionen.

Efter Romerrigets fald skete der noget mystisk. Det kunne se ud som om en uheldig sjæl er kommet til at smide opskriften på beton væk. For man holdt helt op med at bygge i beton efter Romerrigets opløsning. Romernes ældgamle viden blev glemt.

Beton blev først ”genopdaget” i 1800’tallet. Til at begynde med brugte man hovedsageligt beton til militære anlæg og et af Danmarks mest kendte (og berygtede) betonbyggerier skriver sig ind i netop denne tradition. De mange bunkers langs den jyske vestkyst er ikke alene et bestandigt minde om den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig, de er også et af danmarkshistoriens første store betonbyggerier.